Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
august 2002
Kulturens kasinolove
CulturCronik:
Af Tom Ahlberg
Der er en smuk og logisk symbolik i, at det er tipsloven, som redder biblioteksafgiften. Begge lovkomplekser har fjernet sig fundamentalt fra oprindelsen, begge love har mistet det reelle grundlag og vil blive afskaffet. Jo hurtigere jo bedre
Ud af ærmet trak den trængte kulturminister pludseligt tipspengene. Halvdelen af skaden kunne klares ved at tage af tipskassen. Og uden at nogen satte spørgsmålstegn ved dén handling, lykkedes det at mildne kritikken.
Der er en smuk logik i, at det blev netop tipspengene, som skulle redde bibliotekspengene. Begge lovkomplekser bygger oprindeligt på ophavsretslige principper, begge love er ændret adskillige gange, det ophavsretslige element er efterhånden forduftet, bevillingspraksis er uigennemskuelig - og begge lovkomplekser vil om få år kun figurere i historietekster. Tilsammen rummer de to love 15% af kulturministeriets bevillinger.
Biblioteksafgiften har siden den spæde start i 1946 stået som en af de helt centrale kulturlove. Oprindeligt som kompensation til forfatterne for bibliotekernes gratis udlån. Efterhånden voksede antallet af modtagere, kriterierne for tildeling udvidedes og beløbene blev større og større. I én optik kan det ses som en konstant progressiv udvikling fra 435 modtagere i 1946/47 til 18.000 modtagere indtil Brian Mikkelsen bratte tryk på stopknappen i år.
Fra ophavsret til kulturstøtte
Den principielt vigtige ændring i 1991 fra ophavsretsbaseret afgift til såkaldt kulturstøttelov blev gjort så indholdstom som muligt. Baggrunden for ændringen var frygten for at komme i strid med EU's Udlejnings- og udlånsdirektiv. Det juridiske grundlag blev ændret. Men, det politiske ønske var at lave om på så lidt som muligt. Man skulle bevare det bestående - indenfor EU's rammer. I 1991 var det største politiske problem, at der var forfattere (eksempelvis Maria Giacobbe), som man hidtil havde støttet og som man fortsat gerne ville støtte - men som man ikke kunne inkorporere i den nye biblioteksafgiftslov. Det måtte man lave særpuljer for at klare. Ingen fortalte forfatterne, at der var en principiel forskel på den gamle ophavsretsbaserede lov og den nye såkaldte kulturstøttelov. Man lod endda også enkebetalingen fortsætte, hvilket kun sjældent sker i kulturstøttelove. Ingen politiske partier ytrede ønske om radikale ændringer.
Juridisk forsvares dette forårs ændringer i biblioteksafgiften med, at der er tale om en "kulturstøttelov". Et offensivt udtryk, som på ingen måde dækker substansen. Modtagerne af biblioteksafgift har med rette oplevet det som en fortsat ophavsretsbaseret afgift. Ingen politiske partier har stillet krav, endsige haft visioner om nyudvikling for biblioteksafgiften. Al politisk diskussion om biblioteksafgiften er startet bureaukratisk. Enkeltgrupper har mærket problemer i afgiften og bedt bureaukratiet om løsninger. Disse løsninger har politikerne hjulpet gennem lovmaskinen.
Flere forfattere end bønder
Og politikerne har gennem årene hjulpet så godt til, at 18.661 mennesker i 2001 modtog bibliotekspenge. Det er 3 promille af den danske befolkning. En simpel fremskrivning af biblioteksafgiften fra 1980-2001 viser, at der i 2008 vil være flere modtagere af biblioteksafgift end beskæftigede i dansk landbrug. Selv sammenlagt har de to forfatterforeninger landets laveste organisationsprocent!
Denne masseuddeling får Brian Mikkelsen gjort op med. Men det sker bagvendt: finanslovens ramme giver en offentlig debat, for at redde sig ud af kniben opfinder kulturministeren en holdning: for mange uvæsentlige forfattere får penge. Denne bagvendte holdningsdannelse er særligt grotesk i det konservative tilfælde. I 1996 var det netop de konservative - af alle partier - som lagde mest vægt på, at bagatelgrænsen skulle ned til 25 kr. Eksempelvis skrev Per Stig Møller i 1996: "bagatelgrænsen er urimelig"..."retfærdigvis kan man ikke inddrage et skyldigt beløb".
Den politiske uklarhed giver grundlag for, at forfatterforeningerne kan vakle mellem det ophavsretslige princip og kulturstøtteprincippet. Dette forår har forfatterforeningerne fremhævet det ophavsretslige princip. Da bibliotekspengene var til høring i 1998, mente Dansk Forfatterforening, at bibliotekernes øgede brug af andre medier ikke måtte gå ud over bibliotekspengene til forfatterne. I frygt for at bibliotekerne skal udvikle sig til det rene multimedieslaraffenland, mente forfatterne altså at bibliotekspengene fortsat kun skulle bruges til forfatterne. Måske ikke just solidarisk mellem kunstnergrupperne. Men i hvert fald fuld accept af kulturstøttemodellen.
De beslutninger der har været om biblioteksafgiften i 2002 er på ingen ikke udtryk for gennemtænkt politik. Tværtimod. Fejlbeslutninger fører til cover-ups og nye fejlbeslutninger. Ingen - slet ikke kulturministeren - har kunnet forudsige det katastrofale politiske og juridiske morads biblioteksafgiften er havnet i. De kriterier kulturministeren har fremlagt for 400 legater bunder hverken i offentlige udsagn fra ministeren selv eller i juridisk hjemlet grundlag. Litteraturpolitisk er det grotesk at indføre nye værkbegreber og nye aktualitetsprincipper - uden begrundelser eller offentlig debat.
Det kommissorium, som Brian Mikkelsen nu har lagt for udvalgsarbejde om bibliotekspengene, peger kun bagud - og lægger slet ikke op til de diskussioner som uvægerligt vil komme i de kommende år.
Lov uden forklaring
Biblioteksafgiften beregnes på baggrund af antallet bind i landets folkebiblioteker. Gennempløjer man hele den juridiske litteratur om biblioteksafgiften finder man ikke en eneste begrundelse for at forskningsbibliotekernes bestand ikke tælles med. Man kan gisne, at det hænger sammen med, at folkebibliotekerne traditionelt har haft bedre datamateriale. Ingen af de mange revisioner af afgiften har vurderet dette. Intet materiale i lovgivningen kan forklare hvorfor skolebiblioteker tæller med, men ikke gymnasiebiblioteker.
Men der er en reel forklaring: alle de udvalg og arbejdsgrupper, som har set på biblioteksafgiften, har især beskæftiget sig med fordelingen af pengene, ikke grundlaget for opgørelsen. At forskningsbiblioteker og gymnasier har fået en væsentlig almen dannelsesbetydning siden 1946 er fuldstændigt forbigået de kulturministerielle kommissorier. Det indgår heller ikke i kommissoriet for den arbejdsgruppe Brian Mikkelsen har nedsat.
Afgiften er i Danmark baseret på antallet bind på bibliotekerne. I Sverige er udgangspunktet antallet udlån. Vi har valgt at udlicitere denne vigtige "kulturstøtte" til 275 kommuners indkøbere. Vælger et bibliotek at en bog kun skal udlånes som 7-dages lån, så har man kun brug for ¼ så mange bøger. Den forfatter, som lånes så hyppigt, får altså kun ¼-bibliotekspenge. Forklaringen er simpel: den danske biblioteksafgift kom før andre lande og derfor var datagrundlaget dårligere. Siden har ingen turdet tage diskussionen for alvor.
Biblioteksafgift som forretning
Det er et klart kulturpolitisk valg, at lyrik skal have stor afgift. Afgiften er så stor, at det vil svare sig for forfattere at forære lyriksamlinger til bibliotekerne. Biblioteksafgiften sikrer, at lyrikeren får mere i samlet "royalty+biblioteksafgift" end hvis det offentlige betalte den enkelte lyriker fuld forlagsroyalty for hvert udlån. Hvis danske lyrikere tænkte lige så økonomisk kreativt som danske skatteydere, så havde de for længst fundet modeller som "betal for 1 - få 3 bøger", og pensionen ville være hjemme. Meningen med biblioteksafgiften er at ændre ved markedskræfterne, men det er på ingen måde sundt, at et offentligt system lægger op til spekulation.
Hvor længe skal de digitale forfattere holdes ude? Enkelte biblioteker er gået i spidsen med bøger i digitalt format - e-bøger og CD-rom. En skønne dag vil der sikkert også blive biblioteksafgift til disse digitale forfattere. Udfordringen bliver dog stor, fordi antallet bind er irrelevant. De samlede danske biblioteker kan nøjes med 1 eksemplar på 1 server. Fremtidsmusik, ja. Men allerede i løbet af få år bliver det sådan for musikken. Bibliotekerne vil snart udfase de gammeldags CD-er til fordel for internetbaseret download. Flere biblioteker starter i år, senest i 2005 vil det download være gængs for musikken. For alle digitale materialer er antal eksemplarer irrelevant, derfor må en fremtidig biblioteksafgift baseres på antal "brug".
Hvis man overhovedet skal fortsætte med en biblioteksafgift. Oprindelsen var erstatning for mistet marked. Men, hvem beklager sig mest, når bibliotekerne køber færre bøger: forlæggere og forfattere. Det er altså så som så med det mistede salg på grund af bibliotekernes udlån. De 150 mio kunne med god fornuft bruges til andre formål, som havde til hensigt at udvikle og bevare det danske sprog. For eksempel en ti-dobling af antallet forfattere som støttes af Statens Kunstfond - og så kunne der endda blive plads til en mere anstændig ydelse. Eller alle tænkelige og utænkelige puljer.
Tipperne supplerer finansloven
Som biblioteksafgiften startede tipspengene også efter 2. verdenskrig. Oprindeligt i 1948 som en kompensation til de fodboldklubber, som stillede kampe til rådighed for tippernes spillelyst. Siden er formålet for pengeuddelingen bredt mere og mere ud. Fortsat med en væsentlig del til idræt, men mere og mere har intet med idræt at gøre.
Det offentlige bruger tipspengene som en supplerende finanslov. Helt tydeligt blev dette med årets redning af bibliotekspengene. Vi har set tendensen i de seneste ti år. Finansieringen af opgaver flyttes fra finanslov til tipspenge. Alene i år flyttes driftsstøtten til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Kvinfo, Det danske kulturcenter, udstillingsstedet Overgaden og Baltisk Media Center. Blandt de mindre økonomiske poster er årsbidrag til internationale konventioner som Bernerkonventionen. Folketinget har altså ladet Danmarks forpligtelse til at være med i det internationale samarbejde om beskyttelse af ophavsret afhænge af tippernes spillelyst!
Denne tendens er partipolitisk neutral, bortset fra bibliotekspengene er alle årets overførsler foreslået af SR-regeringen. Tidligere blev tipspengene brugt til "løsere" projekter. I det sidste tiår er tipspengene blevet til fast driftsstøtte.
Det demokratiske underskud
I princippet er tipspengene usikre. Og de vil blive mere usikre i de kommende år: privatisering af tipstjenesten og øget udenlandsk konkurrence om spillemarkedet kan mindske tipspengene. Men først og fremmest har tipspengene et afgørende demokratisk underskud.
Den formelle demokratiske procedure for kulturens tipspenge består i, at Kulturministeren fremsætter et samlet forslag til folketingets Finansudvalg. Siden 1990 er Kulturministerens forslag vedtaget af Finansudvalget uden én eneste ændring. Beslutningsprocessen tager et par uger fra forslag til godkendelse. Der er ikke nogen debat i Folketingssalen. Og der er slet ikke nogen debat i offentligheden. Ikke et eneste dagblad har omtalt årets uddeling af tipspenge.
For kulturministeriet er det praktisk med en så nem procedure. Modtagerne er også glade. Men hvis man nærer et ønske om at kulturens penge skal underlægges en samlet prioritering - og at denne prioritering skal ske i fuld offentlighed med åben debat, så er tipsproceduren en udemokratisk anakronisme. Tipspengene kunne indgå i den samlede finanslov.
Love kan vokse sig så store, at de bliver svære at ændre. Vanens magt bliver stærk, når tilstrækkeligt mange nyder godt af bevillingerne. De politiske formål bliver utydelige. Biblioteksafgiften og tipspengene lever et pudsigt ikke-politisk liv. Ingen politiske partier formulerer ønsker om ændringer - men alle ved at ændringerne må komme. Kunstnerorganisationerne forholder sig afventende. Hængekøjen er rarest. Og så længe ingen tør komme ud af busken ligger initiativet hos Kulturministeren. Hvem ved, hvad han har i ærmet næste gang?
